Regnskabsmeddelelse for 1.- 3. kvartal 2025

29.10.2025



Jyske Realkredit har opnået et resultat efter skat på 1.773 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2025 mod 1.795 mio. kr. i tilsvarende periode sidste år.

Bidragsindtægter mv. er steget til 2.004 mio. kr. i 2025 mod 1.845 mio. kr. i 2024. Stigningen skyldes en kombination af stigende udlånsportefølje samt stigende bidragssatser inden for erhvervsområdet.
Øvrige netto renteindtægter er faldet til 546 mio. kr. fra 790 mio. kr. i 2024, hvilket hovedsageligt kan tilskrives det faldende renteniveau.

Netto gebyr- og provisionsindtægter mv. udgør en indtægt på 88 mio. kr. mod en udgift på 124 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2024. Der har i 2025 været højere gebyrindtægter fra udlånsaktiviteten men også et lavere formidlingsvederlag til Jyske Bank.

Kursreguleringer mv. udgør en indtægt på 114 mio. kr. mod en indtægt på 197 mio. kr. i samme periode sidste år og vedrører Jyske Realkredits fondsbeholdninger. Under hensyntagen til de urolige markedsforhold i 2025 anses en positiv kursregulering på 114 mio. kr. som tilfredsstillende.

Omkostninger er steget til 339 mio. kr. mod 331 mio. kr. i samme periode året før, hvilket blandt andet skyldes overenskomstmæssige lønstigninger.

Nedskrivninger på udlån mv. ligger forsat på et lavt niveau og udgør en udgift på 14 mio. kr. mod en indtægt på 50 mio. kr. i 2024. Den samlede nedskrivningssaldo udgør 1.130 mio. kr. pr. 30. september 2025 mod 1.177 mio. kr. ultimo 2024.

Ultimo september 2025 udgør Jyske Realkredits balance 412 mia. kr. (400 mia. kr. ultimo 2024 og 397 mia. kr. ultimo 3. kvartal 2024).

Realkreditudlån opgjort til nominel værdi er steget med 11,2 mia. kr. fra 381,5 mia. kr. ultimo 2024 til 392,7 mia. kr. pr. 30. september 2025 svarende til en stigning på 2,9 pct. Af stigningen vedrører 5,2 mia. kr. erhvervsområdet og 6,0 mia. kr. privatområdet. I forhold til 3. kvartal 2024 er det nominelle udlån steget med 15,9 mia. kr. eller 4,2 pct.

Jyske Realkredits kapitalprocent udgør 26,2 pr. 30. september 2025 (ultimo 2024: 27,3) beregnet ud fra et kapitalgrundlag på 27.823 mio. kr. Årsagen til faldet i kapitalprocenten i 2025 skyldes primært overgangen til nye solvensregler i henhold til CRR3, som trådte i kraft primo 2025, hvilket som forventet har medført en betydelig stigning i den vægtede risikoeksponering.


${loading}